Dumper palistinænsisk-prøver & har ikke nok point nok til at blive familiesammenført

Jeg er i et land, hvor jeg ikke taler sproget.
Hvor jeg ikke følger den rette dresscode.
Jeg går sammen med store flokke af internationale mennesker, for de får mig til at føle mere tryg,
Jeg synes dansk styreform er bedre end den de tror på hernede.
Jeg synes ikke rigtig om deres mad.
Ren faktisk drømmer jeg mig langt væk til noget så banalt som en spegepølsemad med remolade og ristet løg, og et stort dansk glas mælk.
Jeg går i byen hver weekend.
Jeg forstår ikke, at mine palistinænsiske chefer ikke er vant til at kvinder er højtråbende og stiller krav.
Og jeg jeg tror ikke på udenadslæren er den bedste måde, at lærer på i skolerne.

Jeg er i et land, hvor min hverdag på trods af kulturmøde, består i at jeg forener mit vestlige kultur med den arabiske, så jeg kan leve bedst muligt som jeg er vant til. Det kan ikke forarge nogen, for vi har nogen "gode" værdier fra Danmark af. Og jeg synes sgu mange af værdierne i Danmark er bedre her i Danmark end i den arabiske kultur, ærlig talt. Jeg ville virkelig føle jeg ville dø, hvis jeg skulle være underlagt de samme normer, som kvinderne er hernede.

På alle måder ville jeg helt sikkert dumpe integrationtesten i dette land.

I Danmark er holdningen igen, at folk der kommer til landet, skal kunne sproget fuldt ud samt tager danske værdier fuldstændig til sig.

Men hvis man er opdraget til en anden tænkemåde, så har en vane altså dybe rødder. Det tager tid, måske generation at ændre en mentalitet fra et ene til det helt modsatte. Det er altså svært det er.

Og derforer jeg dybt taknemmelig, for alle de palistinænser der alligevel åbner deres hjerte for mig og byder mig velkommen, på trods af jeg bare er en lille dansk pige i den store arabiske værdier, der stædigt holder fast i at min tlgang til verdenen er den rigtige :)

Fra vores workshop om Dialogue for vores unge palistinænsere:

At mingle i en terroristkultur

Jeg snakkede med min roomate hjemme i Danmark, Zilla. Og hun spurgte, til om jeg havde mange lokale venner hernede. Ideelt set burde man jo mingle sig med de lokale hernede, men tingene er lidt anderledes hernede, så det er svært, hvertfald for en vestlig kvinde, at mingle sig. Og dette har klart noget at gøre med den manglende ligestilling.

For det første er det svært for internationale kvinder, at skabe et netværk indenfor lokale kvinder. Hvis en lokal kvinde går med internationale, stempler hun sig selv. Måske ikke så meget, hvis hun alene går med internationale kvinder, men så lidt alligevel - For vi ved jo alle hvad det kan fører til!
Det er ikke fordi at de internationale kvinder har det bedste ry hernede.

Nogen af de lokale kvinder, som alligevel vover sig ud med internationale, sørger for at opfører sig som de internationale. Min arabisklærer Heather, fortalte at når hun er ude er sammen med internationale, taler hun kun engelsk og prøver at opfører sig ligesom de internationale. Så folk tror hun ikke er Palistinænser.

Et andet eksempel på det samme er, da vi engang var fem biler fyldt med lokale og internationale, som skulle til Qualquilla for at grille sammen. Da vi kørte igennem en landsby var der nogen drenge som kiggede på en lokal pige, vi sad i bil med, og sagde "what's your name?". Da vi havde kørt forbi drenge, grinede hun af dem, og sagde "De tror jeg er udlænding ligesom de andre". Hun fortsatte: " Men jeg vil også hellere have at de tror, jeg er udlænding. Hellere være udlænding, end den palistinænsiske pige, som hænger ud med alle udlændingene".

Mændene hernede er lidt nemmere, at komme ind på. Derfor er de fleste lokale jeg hænger ud sammen med mænd.
Dog er der mange mænd, som virkelig gerne vil score en vestlig pige.

Der er en egyptisk film kaldet "the danish experiences", som handler om en dansk pige, spillet af en libanesisk kvinde med afbleget hår. Denne kvinde forføre mænd, ligger og solbader nøgen. Alle unge mænd vil have hende, men hun vil kun være sammen med denne gamle mand. Desuden når de også lige at nævne at i Danmark er der en nøgen dag om året, hvor alle går rundt nøgne ( og os der kender til Danmark ville vide, at det ville være alt for koldt).

Herved har vi fået et mega godt ry os fra Danmark, fordi, som mændene siger "We know danish hygge..." :)

Spøg til side.

Mændene som ikke kender til vestlig kultur, har selvfølgelig en masse fordomme overfor vestlige piger. Hvilket gør det svært at blive venner med gennemsnitlige mand på gaden.
For let's face it: Vi er måske lidt mere frisindet deroppe end hernede. Og jeg kender da, også et par internationale piger, som har haft noget kørende med nogen lokale mænd.

Dog har jeg været så heldig, at Cæcilie og jeg gennem det danske hus i Ramallah ( http://www.dhip.ps/dtemplate.php?id=10) hurtigt er blevet introduceret til en vennekreds med et godt mix af internationale og nationale, både kvinder og mænd.

Det har været utrolig fedt, da mange, i sær kvinder, går hen og bliver lidt ensomme, så langt væk fra sin oprindelige omgangskreds.

Men ellers, de fleste venskaber hernede opstår på grundlag af " Jeg har ikke nogen venner her, du har ikke nogen venner her - skal vi være venner?". Og senere hen "Du har ikke nogen venner her - jeg har boet her i et stykke tid - kom ind i min vennekreds, for jeg kan godt huske hvordan det var".

Jeg vil dog påpege, at jeg synes det er vild fedt, at blive smidt ud af sin comfortzone, og tvunget til at møde nye mennesker. Dette lærer dog også én af sætte pris på hvad man har derhjemme i Danmark.

Og de bedste øjeblikke jeg har haft her, er uden tvivl når man forener den vestlige kultur med den Mellemøstelige.

Min veninde, Lena, er fitness instruktør i Danmark. Hun har i samarbejde med et fitnesscenter oprettet et dance fitness hold i et fitness hernede. Og jeg fortæller jer, det var så fantastisk, at være med til det første hold sidste tirsdags. Vi samledes pga. vi skulle hygge os med noget dans sammen, og uden et bestemt formål a la "nu skal vi komme og lærer jer hvad god vestlig kultur er". På trods af alder, kultur, kropsform stod vi sammen; bootyshakede og grinede af os selv og hinanden. Det var virkelig en oplevelse, som var så stor for mig, at jeg har svært ved at sætte ord på det.

Og jeg tror tit ( hvis jeg igen drager det over til dansk kultursammenhæng) at ting oftes går for meget op i politik, og "nu-skal-vi-lære-jer-hvad-de-gode-værdier-er", hvilke til tider jo også er fint. Men jeg tror vejen indtil folks hjerter går gennem at glemme problemer, og sammen nyde hinanden for en stund, på trods af kulturer.
Det viser jo, i sær at der også er gode ting ved hinandens kulturer.

Vi to

For en månede siden var jeg var jeg på ICRC-kursus i Jerusalem. Som en led i dette kursus skulle vi danne en forståelse af både Israelsk og Palistinænisk kultur. Vi tog derfor til et Holocaust museum udenfor Jerusalem.

Guiden fra en amerikansk jødisk kvinde i 40erne. Uden tvivl er det en forfærdelig begivenhed der skete dengang 65-70år siden. Der var stunder, hvor jeg fik tårer i øjne af de historier hun fortalte. Der var tider hvor man tænkte ’okay, det er meget amerikansk sagt’, såsom da vi kom ind til udstillingen, og der var nogen jødiske piger på en film som smilede og vinkede ”…. Uden at vide hvad deres skæbne inden for nogen få år ville blive!”.

Den jødiske kvinde udtrykkede en stor skuffelse over Røde Kors arbejde under anden verdens krig, da vi ikke havde stillet os kritisk nok. Det også meget muligt. Og da hun kunne forstå at vi ikke i Røde Kors var blevet informeret om deres egen rolle i 2. Verdenskrig.

Hun ELSKEDE dog danskere (og det ikke så tit man møder sådan nogen i mellemøsten). Vi havde sejlet danske jøder over øresund. Vi var simpelthen nogen helte (og fiskerne gjorde det alene af humane årsager, og ikke fordi de tjente kassen på det).

Hun fortalte, hvor forfærdelig forhold jøderne levede under anden verdenskrig. De levede i ghetthoer, som var omringet af murer. Der var kun småt med mad, så de måtte grave tunneler ud til omverdener, hvor de kunne stjæle mad og medicin til deres familie. Dette stod hun og fortalte ICRC medarbejder, som arbejder i Gaza. Vi alle kiggede rundt på hinanden og tænkte ”Jeg synes, jeg har hørt det før i en anden kontekst, hvor var det nu?”.

Og jeg undrer mig over; hvis et helt folk, som har været sådan en tragedie igennem for få år siden, som de stadig klynker over, hvordan kan de så påfører et andet samfund akkurat samme tragedie.

Findes det gode og humane menneske, hvis man kan lade andre ekskludere på den måde, hvor man selv har oplevet konsekvensen, uden at der bliver følt et ansvar for det?

Selv i et  det ekskluderende samfund som Palæstina, foregår der yderligere ekslusioner.

I flere årtier har Israelske bosætterer smidt Palæstinensere ud af deres boliger: ”Nu skal vi bo her”. Disse Palistinænsere har måtte bosætte sig i flygtningelejr, som ligger klods op af de fleste større byer i Palæstina. Det er fine flygtningelejre, hvor folk har været bosat i 50 år. Man ser ingen telte, men flere etager bebyggelser. Ikke pragende af udseende, det er stående som et slumområde.

På trods af at palistinænsere tydeligvis gør udtryk for deres vrede og frustrationer over deres medmennesker er blevet ført bort fra hus og hjem, er det ikke fordi de selv lader disse mennesker inkluderer i samfundet. Flygtningelejrene anses ikke som en del af resten af byerne, og beboerne anses ikke som ”rigtige palistinænsere”.

Og ja, selv i det kære Danmark, det gode trygge og dejlige Danmark, er der stadig et behov for at skabe disse fjendebilleder af andre.

I Danmark snakker ”Vi” ikke længere om integration,  ”Vi” snakker om assimilation. Jeg synes dette giver et tydeligt billede, af hvilke vej vores udlænding debat går i Danmark. Udlændinge igen er kun velkomne, hvis ”de” forener sig fuldstændig med den danske kultur. Det er ikke nok med at kende til de danske kerneværdier. ”Deres” kultur er kvindediskriminerende, ”de” er skide besværlige med at de ikke vil have svinekød i institutionerne, ”de” nasser på samfundet.

Igen ser vi en skarp kløft mellem ”os” og ”dem”.

”Vi” kender alle psykologien bag, at hvis lærer har en forventning om et barns opførsel, former barnet sit adfærd efter det.  Det ville ikke være en fjern tanke, at lige netop denne pædagogik kunne falde ind, når ”vi” peger fingre af andre mennesker.

Min ven, Fuad, sagde engang til mig ”Behandler man folk som dyr, begynder de at opfører sig som dyr overfor hinanden”. Og denne sætning er specielt møntet på Israelernes behandling af palistinænserne, men jeg er umiddelbart ikke i tvivl om det samme sker i Palæstina og i Danmark.

Men hvorfor skulle ”de” ønske at samarbejde med nogen, som ikke ønsker at  ”de” er der?

Nogen vil argumenterer, at ”De ”er nu kommet til vores land, og det skal alene være ”Deres” motivation for at være en del af ”Vores” samfund. Hvis ”De” kommer til Danmark, skal man forvente at acceptere ”Vores” kerneværdier.

Og ja, ”De” fleste acceptere vores kerneværdier, men bliver aldrig en del af den, på trods hvor meget ”De” prøver. ”De” vil altid være de sorte får i gruppen. Og hvis ”De” træder forkert en enkel gang, bliver man hurtig dømt hårdt af resten af gruppen.

Hvis man ønsker, at nogen skal være en del af gruppen, skal man få ”Dem” føle sig accepteret af den.

Så kan ”Vi”  altid komme og sige, at det ikke er ”Vores” problem, at ”De” skal føle sig velkomne. Men ser man på den politiske dagsorden, så kan ”vi” hurtigt blive enige om at det er jo ”vores” problem, så der skal jo tages stilling til ”dem”.

Og så er der jo en anden ting.

Når vi peger fingre af andre flytter vi også fokus for problemet fra en selv, til en anden. Så gør vi den anden part ansvarlig for der skal ske noget.

Tit fordi det er svært selv at tage ansvaret for det. Hvor at starte, hvor at slutte? Og hvordan skaber man en venlig relation til indvandre? De isolere sig langt hen i ghetthoen, hvordan skal man få kontakt til dem?

Ja, så virker det måske bare lettere at pege fingre af dem, og frakaste os eget ansvar. 

Indtil videre ser det bare ikke ud til at have virket for nogen parter?

Vi ser denne løsning over alt i verdenen, men hvor har det reelt hjulpet nogen som helst?

Michael Jackson sang engang:

I’m starting with the man in the mirror, i’m asking him to change his ways (…) if you wanna make the world a better place, take a look at yourself and make a change.

Den løsning er den sværeste. Det er ikke let at tage ansvar for egne handlinger.

Og hvem ved?

Måske kunne det være at vi en dag kunne være del i en udveksling af kulturskat.

En ting er hel sikkert, Mellemøstelig kulturer meget mere end krig og kvindeundertrykkelse. Jeg sætter for alt i verden pris på at være en del af denne farverige kultur, så omsorgsfuld, så festlig.

Er du selv klar til at tage imod det?

 

 

Tredje intifada eller...? Den nuværende politiske situation i Palæstina

Situationen her i Mellemøsten rykker virkelig på sig her fortiden.  Et spændende tidspunkt. Et historisk. Og Inshallah, de adskillige folkefærd vinder deres ret til at blive hørt.

Der har været adskillige oprør i landende omkring Israel og Palæstina. Det startede med Egypten, så kom Libyen, Yemen, Jordan og Syrien. Selvfølgelig påvirker alle de uroligheder de nærliggende lande.
Jeg tænker tit på disse demonstrationer på disse demonstrationer, som den europæiske kamp om frihed, som startede i 1789 med den franske revolation, og som stille og rolig gav sit aftryk på det meste af den vestlige verden. Jeg håber inderligt at dette kan blive en adgang til mindre diskrimination af folket de respektive lande, og at dette betyder en fælles frihed for alle.

I de seneste måneder har der været stor diskussion om hvorvidt Palæstina, skulle lade sig udnytte af den situation flere og flere lande står i. Og ikke mindst mange uenigheder.

Først og fremmest er der uenigheder om hvorvidt en to statsløsning er den bedste løsning for Palæstina. Nogen ville palistinænser ønsker ikke at Palæstina skal blive selvstændig. De ønsker et frit palæstina for alle. Men et selvstændig Palæstina, vil på mange måder kræve ressourcer. Palistinænserne skal bygge egne vand og elektricitet kapaciteter, da disse kommer fra israelsk side af. Samtidig er der en række økonomiske fordele ved at være tilknyttet Israel, og det gør det også nemmere at rejse til f.eks. USA for studerende, eller palistinænsere som ønsker at skrive Ph.d.

Men på trods af det bliver et oprør eller en tredje intifada/oprør mere og mere uundgåelig. Og dette vil sansynligvis ske i den nærmeste fremtid.

Der er to muligheder.

Endten at den vil starte allerede her den 15. maj 2011. Dette er dagen for Uafhængighed for Palæstina. Der er blevet proklameret at der denne dag vil begynde en 3. intifada for at løsrive sig fra Israel.

Anden mulighed bliver at vente med oprørene til september, hvor FN vil erklærer om de anser Palæstina som selvstændig stat eller ej.
Hvis de ikke gør det, og der ikke sker noget nyt politisk set med palæstina, vil der med stor sandsynlighed ske en række demonstrationer og oprør i Palæstina.

Når vi spørger palistinænser om kampen for frihed, afviser de fleste at der vil ske noget den 15. maj. De fleste ønsker at vente til september; De synes det ville være dumt, at gøre noget, som kan have den effekt, at FN ikke vil anerkende Palæstina som selvstændig stat.
Jeg har dog mødt nogen enkelte, som siger at der vil ske noget den 15. maj.

Der oprettet en facebookgruppe. Jeg tror det var omkring 300,000 der blev medlem af den. Men den endte med at blive lukket pga. upassende indhold. Nu er der en ny "intifada-gruppe" med omkring 100,000.

På gaden hænger der plakater: Intifadah den 15. maj.

En af vores elever fra vores Leadership course i Ramallah, er overbevist om at der vil ske noget den 15. maj. Han er selv politisk aktiv. Han boede to måneder i et telt på Almanara - centrum af byen. Formålet var at opfordrer partier Hamas og Fatah at slutte fred med hinanden. Hvilket også lykkedes i løbet af denne uge ( og nu boycutter den israelske at arbejde sammen med Fatah, fordi de arbejder sammen med teoristerne Hamas).

I dag var jeg tilskuer til en fredelig demonstration. Det var den første demonstration Hamas har holdt, siden de blev forbudt det for tre år siden.
Jeg stod og snakkede med en svensk palistinænser. Han forklarede mig at han var taget fra Sverige til Palæstina for at støtte op om den 3. intifada den 15. maj.
Der vil der være et X antal - meget stort. Som begiver sig hen til grænserne omkring palæstina, for at demonstrere i de områder for et selvstændig palæstina. Der er mange palistinænsere som slet ikke kan komme ind i landet, så derfor vil det kun foregå vil grænserne.

Før jeg vidste af det sagde han pænt "hej då", før jeg nåede at få spurgt om alle mine spørgsmål var besvaret....

Ma'moon & hans historie om den 2. intifada

Cæcilie spurgte vores palistinænsiske kollega, Mamoon, om hvorvidt han tror der ville komme en intifada den 15. maj.

Intifadah betyder "ryste af", dette er et arabisk ord for oprør.
Der har været to officielle intifadaer i Palæstina.

Første Intifada foregik fra 1987 til 1992, og kostede  160 israelere og 11 62 Palistinænser livet.
Al-aqsa intifadaen, den anden intifada, foregik fra 2000 til 2005. Her døde 1053 Israeler og 4745 Palistinænser.

Ma'moon fortalte, at han ikke vil tro at, der kom en til intifada. Han tror ikke det palistinæniske folk er indstillet på at en, da det har ført til en masse døde og økonomisk usikkerhed i Palæstina. Her begyndte han at fortælle om hans egne oplevelser.

Jenin var særlig hårdt ramt under den anden intifada.

Flygtningelejren i området blev en dag bombet. Det tog dem 20 dage af fjerne ruinerne og redde folk fri. Dog var der stadig nogen overlevende. Hvordan? Hvad levede de af? Deres egen afføring. Og hermed ikke så mange der undrer sig over hvorfor beboerne i lige netop denne flygtninge lejr, er kendt for at være hårdhudet.

Mamoon fortalte, hvordan de løb fra gadehjørne til gadehjørne, og søgte i ly fra kuglerne. Hans far ville holde ham i hånden, men den dengang ca 13årige dreng løb meget stærkere end sin far.
Engang lå Mamoon og hans far i ly sammen med en masse andre fra det nærliggende områdes skyderi. Da der på et tidspunkt blev stille meldte en mand sig, til opgaven om at tjekke om der var fri bane. Manden kom aldrig tilbage. Han blev skudt. Dræbt på stedet.

Ma'moon fortalte hvordan, han engang stået fra sine bedstforældres hus, som lå på et højt punkt i byen. Han kunne se hvordan bomberne fløj ned over byen.

" I was so afraid, I have never been more afraid in my life. I refuse to let it show, because my younger brothers were there. If they saw me scared, it would affect on them. But I swear, I have never been more scared in my life"

Fortalte Ma'moon til Cæcilie og jeg. Han fortsatte:


"Vores hus ligger ud til en stor vej, som Israelerne brugte til at transportere deres tanks på. En gang var der nogen palistinænsiske frihedskæmpere, der skjulte sig i vores opgang. De havde hjemmelavet bomber, som de ville kaste efter tanks, når der kom én. Min far bedte, dem om at lade være. Den hjemmelavede bombe ville ikke være stærk nok til at springe tanken. Tanken derimod ville rette sit våben mod det sted, hvor den er angrebet fra, og skyde direkte mod mit hjem."

Frihedskæmperne afviste at flytte sig. Ma'moons familie måtte skynde sig, at pakke de vigtigste fornødninger med sig, og søge ly i en nærliggende families hus. De regnede ikke med, at nogensinde kunne komme tilbage i deres hus. Men til trods af, at tanks hver dag kørte af den vej, kom der ingen denne dag. Frihedskæmperne forlod huset. Ma'moon kunne sikkert vende hjem med sin familie. "I swear, god protect us that day. Tanks were passing our house every day. But that day, god protected us".

.....

Situationen er svær for Palistinænserne.  Deres hverdag præges af, nægtet adgang til forskellige veje, checkpoints, hvor de skal gennem jernbure og muligvis timelange checks fordi de er palistinænsere. Et besat land, er et land uden frihed for landets borgere.
Det bliver snart muligt for Palistinænserne for at kæmpe for deres rettigheder. De har tiden med sig denne gang, samt en fælles ønske for en politisk ændring i mellemøsten.

Men alt har sin konsekvenser.
Hvad der sker vil kun fremtiden vise.
Men jeg tror ikke, der er nogen vinder i dette spil.

JEG VIL ALDRIG STEMME PÅ DIG, MAGRETHE AUKEN! STOP DET!

Vi var nede I kældere på Mahdi kontor i går. Mest lige for planlægning af vores projekt, og spørger til den lejlighed, som vi åbenbart skulle have, men bare ikke kan få nøglerne, så at vi kan flytte ind endnu.
Hvis jeg kender denne kultur ret, har vi faktisk måske en lejlighed, om fire måneder! .... Når vi ikke er i Palæstina mere.

Mahdi fortalte hvordan formanden for EU var i Palæstina lige nu. Hvor Højt hun elskede Palæstina, og hun var hernede to gange om måneden, havde sit eget hus her i Ramallah.
Og så kunne han også lige fortælle hvordan hun behandlede Mahdi, som sin søn, og når hun ikke var der, havde han nøglerne til hendes hus, som han bare kunne bruge.

Og så inviterede han os til noget EU noget, som vi så åbentbart skal til i aften.

.....


Under mere eller mindre daglige middag på vores hotel, sad vi og diskuterede disse informationer, som Mahdi tidligere havde givet om Formanden i EU.
Med andre ord; Vi syntes det var meget mærkeligt, at han har nøglerne til EU-formandens hus i Ramallah.
Lyver han eller? Nej, de har sgu da en affære! Det er jo dét de har!
Kan godt forstå hende, Mahdi er da slet ikke til at modstå. Sådan en ung mand, som tydeligvis spiser for mange chokoladebarer til morgenmad, og hvor de sorte render under øjne gør det svært at skjule at han ryger 40 cigaretter om dagen. En rigtig Casanova ( og det er han faktisk! Pigerne er virkelig skøre med ham hernede).

Fra venstre: STORCHARMØREN og Gudsgave til kvinderne, Mahdi. Til Højere: Hans BFF (best friend forever) og næsten lige så charmerende, den Højtråbende Sleeman.

Mens vi sad der og diskuterede Mahdi's bekendskab med EU formanden. Slog jeg tilfældig blikket mod et anden selskab som sad og nød deres overdådige aftensmåltid.
"Det er sgu da Magrethe Auken, der sidder derovre!"

Hvad fanden laver hun hernede? Kan man nu ikke være i fred for alle de skide SF'er, lorte populister, de prøver at overtage verden med alt deres sociale politik, og vil have vi skal betale skat. What the fuck!

Ej, egentlig var vi lidt i tvivl om det var hende. For ja, for det første, hvad laver hun på vores hotel.... Nede i Palæstina. For det andet er vi ved at blive lidt sindsyge hernede, og høre folk tale dansk, selvom de taler arabisk. MEN DET VAR HENDE! Hvor crazy! I egen høje person!

Da vi var på vej ud på bar til dobbelt 29års fødselsdag, måtte vi lige hjælpe to EU-italianerer med at finde en litteraturfestival. Og så kom hun sgu igen!

Hun kiggede, direkte henvendt til os " Der er da sør'me nogen der taler dansk". Så rakte hun hånden frem, gav mig ET HÅNDTRYK og forsatte " Goddag, mit navn er Magrethe" (NO KIDDING?! Hun hedder Magrethe. Jeg tror ikke der er særlig mange danskere der ellers var bekendt med hendes person).
Men så stod vi der, og smalltalkede MED MAGRETHE AUKEN!
Vi fortalte hvad vi lavede hernede, og hun fortalte hun lavede. Samtidig talte hun til os som om vi ikke vidste hvad hun lavede "Jeg er næstformand i EU"(ER DU DéT?!! NEJ NEJ NEJ, DET VIDSTE JEG SLET IKKE). Vi gav selvfølgelig ikke den respons, mere a la "nååå, okay, det lyder spændende".... For en stjerne i Danmark, skal jo også have et normalt liv, og så selvom man er POLITISK STJERNE ( og fra SF).

Skønheden selv; Magrethe Auken.

Da vi gik på gaden bagefter, op mod den bar vi skulle til, gik jeg i hendes stjernestøv. Tænk at JEG har fået et HÅNDTRYK af selvest MAGRETHE AUKEN. Jeg føler mig dog stadig lidt mistænkelig ved hendes åbenhed, og Hvorfor var hun så sød i mod os?!! Hun skal altså ikke tro at hun kan få min stemme!

Min ros, glæde og stolthed blev dog fuldstændig ødelagt, da Cæcilie pludselig modtog et opkald fra et nummer hun ikke kendte. Han forklarede, at han var fra F.N., og han skulle igennem en checkpoint, men på trods af de godt vidste han var fra F.N, var han anholdt og nu sad han i Detentionen i et Israelsk fængsel.
Det fik Cæcilie til at sige ting som " I'm only a danish volunteer", "I'm nothing" (Efter jeg har prøvet at fortælle hende det i to og en halv månede, har hun endelig fattet det!!).
Det stadig lige uvist, hvorfor han lige ringede til Cæcilie. Men han vidste godt at nummeret var fra the International Comité of Red Cross. Vi fik givet ham et nummer han kunne ringe til, samtidig fik vi givet hans informationer til Sikkerhedschefen I Nablus, Gouchi/Gucci.

Det var lige en stemningsdæmper, og så falmer vores evakuering også lidt, for jeg tror ikke det er særlig sjovt, at være i et Israelsk fængsel (har for et par dage siden set et filmklip fra et israelsk fængsel, hvor fanger bliver ydmyget, og hvor de til sidst skyder en palistinænsisk mand umotiveret i hovedet).
Jeg håber de finder ud af et eller andet! INSHALLAH.


Til slut dansede vi hele natten med vores palistinænsiske og vestlige bekendte. Vi er en større flok, som apperently holder sammen. Vi skynde vi var 30-40 forskellige ansigter. Men åhhh hvor vi dansede, det er så dejligt hernede, hvor man bliver slæbt på dansegulvet, frem for mænd hjemme i Danmark, som sidder oppe i baren; Hvad kan vi bruge det til, spørger jeg?!

Barchefen er en rigtig lille Don Juan. Hver gang, jeg er på baren, siger han altid præcis samme scorebemærkning til mig. "Ejj, lad være med at se dig i spejlet, det behøver du slet ikke - You Beautiful just the way you are". Det var meget sødt første gang, lidt corny, men det er det er endnu en nationalsport hernede, at være det. Men Husk da for søren, at ændre dine tricks en lille smule for hver kvinde du fyre dem af til, og husk lige om du har sagt det til vedkommende før!
Barejeren var ellers rimlig vissen til sidst, hvor han hang i baren, gik en i ting og folk. Sikke en autoritet!

.....

I dag var vi lige nede og ligge endnu et pres på hvornår vi får nøglerne til den pokkers lejlighed.
"mmmh not today" siger Mahdi. But when...?!! "Tomorrow.... maybe... Inshallah (om Gud vil)"... Jeg skal give dig Inshallah, kan du love os det ? " nooo.... I don´t know.... but tomorrow maybe... INSHALLAH".

Hvor herre bevars!

Desuden fortalte Mahdi os hvilken god connection han havde med Magrethe Auken i går.... Skal vi frygte at han nu også får nøgler til hendes hjem? Skal de to nu også have en affære?

Oh my god!

Har lige fået endnu en besked fra gårdagens "scoring" bar'aa, den lyder:

Sweety. I hope u enjeyed the trip. I'm a little tired, but i will b better when i will c ur cute eyes. Hope u will b better. T.C. B"

Nu er "Jeg-er-forlovet-i-Danmark"-kortet smidt, og nu får jeg sjovt nok ikke noget svar.
Ej hvor er jeg også bare iskold, her sidder han, under den smukkeste solnedgang, og lover mig at vise den smukke natur i Jenin, og tilbød mig at sove hos ham, og alt muligt. Og så sidder jeg i dag, kan knap nok huske ham, og bare afviser ham på den måde".

Cæcilie hr lige sunget "she's a maneater" til mig.

Torsdag aften: Having a wonderful time in Ramallah! Jallah!

Vi var først ude og spise en bid mad sammen med Henriette - praktikant i det danske hus i Ramallah. Og der kom sør´me så endnu to danske piger og joinede os. Vi drak nogen Taybeh øl, og brokkede os over denne spasser-kultur vi var kommet til  - alt i alt dejligt, at være sammen med nogen piger, som ikke syntes vi bare var nogen besværlige danskere, som bare vil bestemme alt (hvilket jo egentlig også er min plan på længere sigt, når jeg skal gøre Palæstina til mit danske diktatur - men lige nu holder jeg bare lav profil, og lære fjenden at kende).

Vi tog på den lokale bar, og indtog ....lidt flere øl.
Barejere var så betænksom, at placere et bord på midten af det som normalt er dansegulvet, på trods af alle andre borde var placeret langt ude i siden. Men det er jo heller ikke fordi man for særlig meget opmærksomhed i forvejen, så skandinavisk stortset-blond i det her land.
Jeg spildte selvfølgelig min øl ud og Henriette, men det kom os begge til gode, da barejeren gav os en hel ny øl på hans regning. ENDELIG ET LAND HVOR DET KAN BETALE SIG AT VÆRE KLODSET!
 ....

Fredag var vi inviteret med på grill-tur af nogen palistinænsiske mænd, som er dem der er hænge ud med de vestlige hernede.

Vi kørte i en bileskort mod en lille landsby i bjergene nær Qalquillia (tilgiv mig for at stave det forkert), hvor en anden fyrene, Muhammed, som er tidligere nævnt, kommer fra.
Vi kørte gennem bjergene i mild sommervarme med vinduerne nede. Ham, som kørte os, fra endnu en franskmanden, Max, som lignede mest af alt en rigtig rockstar, med bondehat og truckerbriller, med gult glas i.

Det må virkelig have givet de lokale et godt billede, når vi kom 20 mennesker i bil. Vestlige piger og lokale mænd, med bilerne pakket med mad og øl, og til en høj baggrundsmusik, a la Red hot chili peppers' californiacation. Og nogen af pigerne var selvfølgelig kæreste med nogen af disse fyre.

Vi besatte os bjergene, langt væk fra alting. Med den smukkeste udsigt, og det eneste der brød stilheden i disse bjergene, var vores småsnakken og latter.
Det føltes nærmest som en befrielse at være herude, langt væk fra røde kors' og alle de kulturelle normer, som vi er pålagt inde i byerne.
Her kunne vi sagtens gå rundt i stropbluse, uden at indirekte sige til mændene "kom og tag mig".

Vi var dog utrolig mange danske piger der, 6 stykker. Når de spurgte hvor vi kom fra, og vi sagde fra Danmark, rullede de med øjne og sagde "Ja, selvfølgelig"
De lokale undrede sig virkelig over hvorfor der var så mange i danske piger i byen, men vi kunne så forklare dem at vi var ved at besætte palæstina, og vi havde tænk os at lave vores egen bosættelse.

Senere på aften, syntes jeg åbenbart at have charmet en palistinænisk fyr. Baraa tog mig hen og se solnedgang henne der, hvor de kolde øl var. Han ville meget gerne have holdt mig i hånd, men der går grænsen makker. Solnedgang var dog smuk, og udover alt hans lovningerne, om hvor meget han skulle vise mig i Palæstina, og hvor meget han skulle lære mig arabisk - så var det også meget sjovt, at høre mere relevante historier om hans liv i Palæstina.
Jeg troede jeg var smart og få hans nummer, da han spurgte til mit nummer. Men han kom mig sq lige i forkøbet, og ringede sig selv op fra min telefon. Så i dag har jeg så haft en masse ubesvaret opkald. Godt at sætte telefonen på "silent" er en mulighed... og om et par dage, hvis det fortsætte må jeg jo lige smide "jeg-er-forlovet-hjemme-i-Danmark"kortet, hvis han ikke lige har fattet en hentydning indtil da.

Jeg har lige smidt nogen stemningsbilleder ind, som giver et indtryk af dagen....:

Enjoying the view and the 25 degrees

Karen har det godt!

Conversation - og en tysk pige, som i øvrigt er muslim, og hendes palistinæniske kæreste, hun fik efter en uge... :)

Hvor ligger Qalquilla?

National sport: stenkast

Får sig en powernap under træet

Solnedgang